Ole Bech Jensens formelle titel er projektchef i Brabrand Boligforening. Men det er mere præcist at skrive, at han er leder af et af de største bytransformationsprojekter i Danmark, Gellerupparken ved Aarhus.

Efter hans opfattelse lykkes en transformation bedst, hvis man evner at skabe liv mellem husene. Både når husene er bygget og såmænd også før og mens, de bygges. Men det vigtigst er, at mellemrummene tænkes ind så tidligt som muligt.

–Jeg opfatter midlertidige bygninger som Dome of Visions på Pier 2, Aarhus Havn og vores eget E & P Huset i Brabrand som bylivsgeneratorer, siger Ole Bech Jensen. Han mener, at de to midlertidige bygninger netop er udtryk for, at der er tænkt på livet mellem husene.

–Når man udvikler et byområde, er det vigtigt, at der undervejs er plads til noget dynamik. At man er i stand til at opfange de løsningsforslag, der viser sig, mens processerne kører. Du kan kalde det udvikling via knopskydning, For at sådan en udvikling kan lykkes, er det vigtigt, at fx arkitekterne ikke har været alt for detaljerede i deres arbejde. Der skal være plads til, at andre kan komme med forslag, siger han og nævner, at netop midlertidige bygninger egner sig fortrinligt til at stimulere processer af den karakter.

Mellemfaserne

Gellerupparken bliver transformeret ved, at noget rives ned, og andet bygges op fra grunden.

–Vores arbejde går ud på at nedbryde en meget ensartet struktur. I de forskellige mellemfaser er der meget, der rent fysisk ser mærkeligt ud, og i de faser er de midlertidige forsanstaltninger vigtige, vurderer Ole Bech Jensen og nævner som eksempel Smag à la Gellerup, et madkooperativ med rødder i Gellerups mangfoldige madkultur.

–Vi går ikke frem efter en detaljeret plan for Gellerup, men vi har et hovedgreb og arbejder efter nogle bærende principper. Et af dem er, at hvert kvarter i Gellerup skal ha´ sin egen karakter, tilføjer han.

– Tidligere var man tilbøjelig til at tænke bygninger først og byrummet bagefter. Men med erfaringerne fra Gellerup er det tydeligt, at vi skal vende det om: Byrummet kommer først. Hvad skal der ske i det konkrete byrum, og hvilke oplevelser skal man ha? Bagefter kan vi så tænke hvilke bygninger, der passer til det og det, siger Ole Bech Jensen.

Bylivsparametre

Han konstaterer, at der i flere af landets mest prestigefyldte byggerier tilsyneladende ikke er taget hensyn til, at der faktisk findes betydelig viden på fx et område som bylivsparametre.

– Når man kigger på de nye store områder, som er udviklet i den modernistiske ånd, så er de fattige på bylivsparametre, sådan som tilfældet også var i den gamle Gellerupparken, siger Ole Bech Jensen og nævner som eksempel et af initiativerne i netop Gellerup.

– I stedet for at du mellem husene har de store grønne områder, som ingen har ejerskab til, så skaber vi mindre kvarterer med afvekslende gadeforløb og torve, hvor man kan komme hinanden ved og få nogle spændende bylivsoplevelser. Det er jo netop derfor, bylivet i dag er så højt prioriteret, pointerer han.

TEKST: SØREN EGERT
FOTO: BRABRAND BOLIGFORENING, GELLERUPPARKEN / HELLE ARNSBAK, DOME OF VISIONS

–Vi har brug for et meget bedre samarbejde på tværs. Også mellem dem, der bygger, og dem, der drifter. Hvis driften svigter, kan du jo ha´ haft nok så gode planer i selve byggefasen, men hvis et boligområde ikke er ordentligt vedligeholdt, bliver det utrygt at færdes dér, siger Ellen Højgaard Jensen, direktør i Dansk Byplanlaboratorium, som sammen med DAB og AlmenNet 15. september 2016 arrangerede kurset ”Bo Trygt – større tryghed i almene boligområder”.

–Arkitekten bestemmer, men kun inden for de rammer, bygherren, boligselskaberne og byplanlæggerne sætter. Entreprenøren er vigtig, fordi han kan sige , hvad der kan lade sig gøre ud fra den økonomi, vi har. Vi kan ha alle mulige ønsker, og noget kan være dyrt, men entreprenøren kan komme med forslag, der rent faktisk ikke fordyrer et byggeri. Fx kan han sige, at når vi alligevel skal bygge sådan og sådan, så kunne vi måske gøre det på netop denne måde, fordi vi har erfaring for, at det oven i det hele også skaber tryghed, anfører Ellen Højgaard Jensen.

En forvandling

Kurset om tryghed i almene boligområder blev holdt i et stort kælderlokale i bebyggelsen Hedeboparken i Roskilde. Et boligområde, der nærmest har undergået en forvandling ikke mindst hvad tryghed angår. Man kan næsten sige: fra ghetto til eftertragtet boligområde med en af landets laveste fraflytningsprocenter. Hedeboparken viser således i skala 1:1, hvad der kan gøres for at få tryghed ind i hverdagen.

–Hvis du vil skabe tryghed i boligområderne, kræver det, at beboeren oplever tryghed dér, hvor man mødes. På legepladsen, stien, græsplænen, i indkørslen, på parkeringspladsen eller dér, hvor du måske hænger tøj op. Det allervigtigste er, at man på den måde møder andre mennesker og får kendskab til hinanden og bliver klar over, hvem ens naboer er. Det kræver åbenhed bl.a. i landskabet, og at der er strukturer, som gør, at vi som beboere kan se hinanden rent fysisk, påpeger Ellen Højgaard Jensen.

Ingen plankeværker

–Løsningen kan forekomme simpel. Du skal skabe boligområder, der åbner sig ud mod fællesarealer som fx gader, pladser og plæner, men man kan også øge trygheden, hvis der er boliger, hvor det er muligt for beboerne at sidde udenfor i stedet for at forskanse sig bag glas og mure. Mange har fejlagtigt den opfattelse, at du skaber mere tryghed ved at bygge højere plankeværker og mure. Men det forholder sig omvendt. Jo mere du kan se, jo tryggere føler du dig, siger hun.

–Når du bygger nyt og gerne vil skabe tryghed fra begyndelsen, skal du bygge i små enheder, så beboerne kan overskue området og uden videre finde ud af, hvem naboerne er. Boligområdet skal også ha´ et vist flow, og det kan du skabe ved at blande trafikformerne, selvfølgelig uden at biler og cykler forstyrrer hinanden. Men du kan kun opnå et flow, hvis der foregår sikker færdsel lidt på kryds og tværs.

Beplantningsbælter!

Ifølge Ellen Højgaard Jensen går den sikre vej til øget tryghed i boligområderne gennem en form for rettidig omhu. Samarbejde på tværs så tidligt i forløbene som muligt er afgørende, mener hun.

–Vi har det med at bygge i små, isolerede enheder. Hvis man i stedet – fra første spadestik eller måske endnu tidligere – samarbejdede med nabobebyggelsen, kunne man skabe gode, trygge og sammenhængende miljøer, og det er jo lige nøjagtigt det, god byplanlægning kan: skabe gode sammenhænge. Men alt for ofte fokuserer man alene på sin egen matrikel, og så kommer der et beplantningsbælte og herefter endnu en ny matrikel, og det skaber erfaringsmæssigt utryghed i boligområdet. Den dimension skal planlæggerne ha´ meget mere i tankerne.

–Når det så ofte går galt skyldes det, at man arbejder i sin egen logik og optimerer sin egen bebyggelse uden at tænke på nabobebyggelsen. Måske ved man slet ikke hvem eller hvad. det er. Så der er brug for instanser, der kan sætte de forskellige aktører sammen. Det kunne være kommunen, lokalråd eller andre.

Synlig succes

Ellen Højgaard Jensen mener, at tryghed i et boligområde hænger tæt sammen med den tryghed, der omgiver boligområdet.

–Vi skal skabe synlige successer og arbejde offensivt med tryghed, ikke kun i boligområderne men i hele byen, og vi skal blive bedre til at sige, at når fx København scorer så højt på en lang række lister, så er det måske ikke bare fordi, der er skaterbaner og mange cyklister. Måske er det lige så meget fordi, vi simpelthen har ganske meget tryghed i samfundet. Alligevel er der tendenser til, at man visse steder nærmest isolerer sig i gatede communities. Det skal vi undgå. Vi skal holde fast i de gode traditioner vi har – og udbygge dem, pointerer hun.

TEKST: SØREN EGERT
FOTO: AlmenNet / Bo trygt anden udgave

Du kan læse mere om tryghed i almene boligområder her: Almennet.dk/publikationer

Udsigten til milliardinvesteringer i infrastruktur, sygehuse og energirenovering øger kravene til byggeriets aktører – også bygningskonstruktørerne

Bygningskonstruktører ser i mange sammenhænge sig selv som det kit, der medvirker til at få et byggeprojekt til at forløbe efter planen. Men de savner opmærksomhed – fra politikere og fra eksperter, der reelt véd noget om feltet.

-Jeg er noget bedrøvet over, at vi i et land som Danmark ikke sætter os ned og finder ud af, hvad der er behov for, når vi taler om uddannelse til byggeriet. Det duer ikke med nogle uvidende analysefirmaer og nogle snævre interesser, der skal sætte dagsordenen i så vigtigt et spørgsmål som byggeriets fremtid. Og det bliver ikke bedre af, at det embedsværk, som vi troede var et værn og en garant for objektive beslutninger, ikke kan leve op til vores berettigede forventninger, siger Gert Johansen, formand for Konstruktørforeningen og dens 6.500 medlemmer.

Han vedgår gerne, at hans forening ikke syner af meget i forhold til fx Dansk Byggeri, Dansk Industri og LO. Og i verserende debatter føler han, at Konstruktørforeningen bliver overset.

-Vigtige budskaber og informationer kommer simpelthen ikke frem til de rette personer. Derfor kan vi som forening godt miste lidt af troen på systemet, lyder det fra formanden.

For lidt forståelse
Han er optaget af at styrke sit fags position på det rent uddannelsesmæssige område. Byggeriets egne aktører medvirker efter hans opfattelse aktivt til at profilere uddannelsen, men beslutningstagerne i det store og brede politiske system forstår for lidt af det, der foregår i og omkring byggeriet, mener han. Det må ikke glemmes, at der uddannes flere bygningskonstruktører end arkitekter og bygningsingeniører tilsammen, så der er ikke tale om en ubetydelig gruppe medarbejdere i byggebranchen.

-Fra tid til anden giver det sig udslag i et ønske om, at vores uddannelse skal bruges som uddannelsestilbud selv i tyndt befolkede områder. Det betyder, at vi på enkelte af de nuværende skoler blot har et optag på små 40 personer og en samlet gruppe konstruktørstuderende på mellem 150-200 studerende fordelt på syv semestre. Det giver altså ikke et stærkt og nødvendigt studiemiljø, og det hele er i den grad styret af lokale interesser og stærke politiske kræfter i samme geografiske område. Det er blot ikke optimalt for konstruktøruddannelsen. Vi går ind for, at konstruktører skal uddannes på så stærke institutioner som muligt, og det vil i dag helt klart sige professionshøjskolerne, eller et stærkt forpligtende samarbejde mellem professionshøjskolerne og erhvervsakademierne. Men med den nye politiske aftale om erhvervsakademierne og professionshøjskolerne får erhvervsakademierne fremover fortrinsret til at uddanne professionsbachelorer inden for det tekniske/merkantile område! Hvilket åbner op en sluse til at alle små uddannelsessteder reelt kan begynde at uddanne konstruktører, konstaterer Gert Johansen.

Stærke venner
-Vi ved jo fra begyndelsen af 90erne, hvor uddannelsen helt eller delvist blev udbudt knap 20 steder i landet, at det bare ikke var godt nok. Så derfor er vi naturligvis bekymrede for, om den ulykke skal gentage sig.

Når vi taler med Danske Arkitektvirksomheder eller Foreningen af Rådgivende Ingeniører, så hører vi, at de har samme holdning, som vi har, netop at der er brug for den stærke konstruktør, siger Gert Johansen.

Legitimt ønske
-Jeg er da helt på det rene med, at både erhvervslivet og erhvervsakademierne har et legitimt ønske om at få forholdene tilpasset deres ønsker og behov, men vi har en lige og legitim ret til at påpege de svagheder og uhensigtsmæssigheder, som de ønskede ændringer har og kan få på uddannelsen. Alle involverede siger samstemmende, at de bestemt ikke ønsker at ødelægge et af deres stærkeste kort, men det er kun ord, for enkelte har i deres handlinger fået det til at gå den stik modsatte retning, siger Gert Johansen.

-Jeg er dødtræt af, at vores uddannelse konstant skal bruges til at opfylde alle andres politiske ambitioner eller lidet underbygget behov. Vi ønsker blot at bevare og udbygge uddannelsen til gavn for hele branchen og dermed samfundet. Lad mig erindre om, at det er nu, at de første færdige konstruktører fra sidste omlægning er kommet ud fra skolerne, så det er ikke optimalt, at det hele nu igen skal omkalfatres, lyder det med et suk fra Gert Johansen.

I klemme
-Vi befinder os lige nu i en slags Bermudatrekant, fordi vi klemmes af de to- årige uddannelser, som i høj grad maser sig ind over konstruktøren, den kommende institutionsakkreditering og endelig af, at erhvervsakademierne får fortrinsret til de teknisk/merkantile professionsbachelorer uddannelser. Alle tre punkter går i den grad imod en stærk enhedsuddannelse som konstruktør, og det hele bliver jo ikke bedre af, at det øverste politiske niveau end ikke ønsker at høre på vores indsigelser. Det finder vi stærkt problematisk i og med, at vi repræsenterer godt 6500 af de godt 9100 konstruktører, der er i omløb, og vi har end ikke været hørt i de processer, der ligger til grund for ændringerne, konstaterer Gert Johansen.

Ukvalificeret
Som nævnt huer det ikke Gert Johansen, at hans fag kommenteres fra ukvalificeret hold.

-Det er ubærligt, når et firma som fx Deloitte bliver sat til at udarbejde en analyse af den danske byggesektor, en rapport, som på mange længder er rigtig udmærket, indtil de kommer til konklusionen. Her bliver én af deres markante udmeldinger, at der mangler personer, som kan binde alle processerne sammen i byggeriet og nogen, som kan sikre, at faseovergangene bliver håndteret. De mener med andre ord, at der mangler uddannelser, som kan adressere disse områder! Men de har ikke på noget sted i rapporten nævnt bygningskonstruktøren, hvilket er en skandale, da det netop er nogle af de områder, som er konstruktørens helt stærke kompetencer og særkende. Man har altså fået nogen til at lave en rapport som grundlag for beslutninger om, hvordan vi kan få byggeriet til at blive mere produktivt, billigere og dygtigere, så er det godt nok et helt skævt billede de politiske beslutningstageren får. Når et firma som Deloitte end ikke gør sig den ulejlighed at sætte sig ind i, hvilke uddannelser, der er på området, hvad er deres rapport så egentlig værd? Og når vi så ser, hvem der er blevet spurgt i rapporten, ja så er den største organisation for teknikere i byggeriet end ikke blevet spurgt til deres indsigt og holdning. Det vidner om et totalt fravær af en helt basal viden på det byggetekniske uddannelsesområde, og det er skræmmende, lyder det fra Konstruktørforeningens formand.

Fremtiden
Gert Johansen hæfter sig ved, at byggeriet frem mod 2020 står over for kolossale investeringer i bl.a. energirenovering, infrastruktur og sygehuse.

-Som det ser ud lige nu, er der ved at være flaskehals på ingeniørsiden for blot at leve op til de opgaver, der skal løses her og nu, og flere er som bekendt på vej. Med den forventede mangel på ingeniører, så kommer der et yderligere pres på konstruktørerne, idet det forventes, at en del af den mangel, der bliver på ingeniører, i et betydeligt omfang skal og kan afhjælpes med konstruktører. Og når der kommer lidt mere gang i byggeriet i øvrigt, så har vi behov for alle de konstruktører, vi er i stand til at uddanne. Derfor er det så farligt, at vi får korte uddannelser, der kannibaliserer vores uddannelse til fordel for et uddannelsesniveau og indhold, som ikke tilnærmelsesvist gør det muligt at udfylde rollen som konstruktør, slutter Gert Johansen.

TEKST: SØREN EGERT
ILLUSTRATION: STINE SKØTT OLESEN og Konstruktørforeningen
Download pdf