Co-Create Construction var et samarbejds- og formidlingsprojekt, der med interviews, artikler med mere pegede på et nyt digitalt- og samarbejdsmæssigt kvantespring i byggeriet.
Kickstart kreativiteten
Formålet med Co-Create Construction var at sætte fremtiden i byggeri og infrastruktur på dagsordenen.
Entreprenørbranchen ønskede i samarbejde med arkitekterne at vise hvordan man med ny digitalisering af planlægnings- og konstruktionsfaserne kan kortlægge konkrete bygge- og renoveringsprojekter allerede på designstadiet.
Co-Create Construction skulle pege på vigtige samarbejdsrelationer når det gjalt udvikling af nyt bæredygtigt byggeri, hvor innovation skal indarbejdes i et meget tidligt stadie for at leve op til fremtidige energistandarder.
Sidst men ikke mindst var det meningen, at Co-Create Construction skulle vise rammerne for det udbudsformat bygge- og renoveringsprojekter skal specificeres efter i fremtiden, såfremt den nødvendige nytænkning skal have plads i løsningerne og bidrage til værdiforøgelse og energioptimering.
For yderligere information kontakt hovedinitiativtageren Martin Manthorpe mtm@ncc.dk
Samarbejdspartnere
Co-Create Constructions tanke om at arbejde tværgående med nytænkning i byggeriet inddragede en række virksomheder og samarbejdspartnere i branchen, der bidrog med større eller mindre dele enten til programmet, eller til udstillingerne.
Som udgangspunkt deltog Henning Larsen Architects, Danske Handicaporganisationer via projekt DH-Hus, Vugge Til Vugge Danmark, Gate 21, Region Hovedstaden, Københavns Kommune, Københavns Energi, Metroselskabet, InnoBYG, House of Futures og NCC Construction Danmark.