Byggebranchen har ikke altid ret

Cecilia Kjems Sairanen er uddannet Kaospilot og arbejder blandt meget andet med at få mennesker til at arbejde bedre sammen. Også når det gælder byggebranchen.

Vinterakademi intro 08_REDLOW

Fornylig tog hun hånd om de 40 studerende og nyuddannede, som deltog i Vinterakademiet 2017 i Dome of Visions på havnen i Aarhus. Hendes opgave var at få deltagerne til at arbejde så godt sammen som muligt – at cocreate.

Vinterakademiet er arrangeret af NCC, den grønne tænketank Concito og Center for Bygningsbevaring, Raadvad. Temaet for dette års Vinterakademi var ”Fremtidens bæredygtige og robuste by”, og Cecilia Kjems Sairanen er tilfreds med forløbet.

 

Taknemmelighed

–Det fineste, jeg oplevede på Vinterakademiet, var selve resultatet af den proces, deltagerne i fællesskab havde været igennem. Manifestet, som deltagernes ugelange arbejde mundede ud i, er naturligvis et produkt, de også var glade for, men dét, der var åbenlyst, var deres taknemmelighed for det tværfaglige samarbejde, og hvordan det havde givet dem håb og mod på fremtiden. Nogle var i tårer, fordi de var så rørte over, hvordan mennesker kan komme sammen og løfte hinanden op til nye forståelseshøjder, siger Cecilia Kjems Sairanen.

–Det var jo en blanding af udvikling af individet, faggrupper og så alle de forskellige fagligheder og mennesker i fællesskabet. Det bar frugt, for da deltagerne fortalte hvilke menneskelige og faglige gaver, de havde fået ud af ugens forløb, var fokus på, hvor stor en inspiration og glæde det havde været at mødes med andre over noget arbejde, de selv synes var relevant, tilføjer hun.

Vinterakademiet 2017 åbnede hendes øjne for en branche, byggebranchen, der fylder meget i samfundsøkonomien.

Vinterakademi intro 03_LOW

 

Stor velvilje

–Hele byggebranchen bør lytte til sådan noget som Vinterakademiet og virkelig være klar på at kombinere egne (lange) erfaringer med dét, de unge kommer med. For de har andre og nye evner til at løfte den fælles opgave omkring fx bæredygtighed. Hvis jeg var byggebranchen, ville jeg se meget grundigt på det, der blev gjort på Vinterakademiet. Her følte folk sig motiverede og så mulighederne i hinanden, og derfor opstod der nye idéer, som kunne løftes i fællesskabet. Byggebranchen må altså ikke gå ud fra, at de altid har ret i egne idéer. Branchen skal være nysgerrig for at imødekomme mangfoldighed og undgå faglig indavl, siger Cecilia Kjems Sairanen.

 

Vinterakademi intro 07_LOW

Faglighederne

På Vinterakademiet var tværfagligheden i centrum.

–Deltagerne pegede på, at man skal være tværfaglige under hele processen omkring et byggeri. Her vil jeg anbefale branchen, at man har procesledere tilknyttet for decideret at sørge for, at tværfagligheden kører smooth, for det er jo en faglighed i sig selv at opnå det. Det handler om at respektere menneskers fagligheder, og forstå, at udviklingsprojekter ikke kun består af sammensætning af kompetencer. Man skal også se på, hvordan de kompetencer spiller sammen, foreslår hun.

–Byggebranchen skaber jo gennem deres produkter en virkelighed, vi alle skal være i. Så de er medskabere af dét, der skaber os andre – men det skal også fungere den anden vej rundt. På Vinterakademiet var det åbenlyst, at ved at kigge på deltagernes egne (personlige) drømme for fremtiden kom der nye idéer om det, som skal indgå i fremtidens byggeri. Så det handler ikke bare om branchens kompetencer og erfaring, men det hele menneske – den hele by – og hvilke behov, der er for dét. Hvis byggebranchen forstår at kombinere egne evner med folks drømme, kan de skabe håb og kan igennem byggeri manifestere, at vi er på vej i den rigtige retning. Men vælger man at holde sig indenfor egne tanker og grænser og undlader at ha fokus på tværfagligt samarbejde, er sandsynligheden for at gentage og skabe de samme problemer, som altid har været der, stor, konkluderer Cecilia Kjems Sairanen.

 

TEKST: SØREN EGERT
FOTO: HELLE ARENSBAK

 

Comments are closed.