Category: Digitalisering

Nye samarbejdsmodeller i byggeriet er nødvendige, hvis digitaliseringen for alvor skal slå igennem

Digitalisering er noget, der kan bringe os fremad, hvis vi gør det godt i forvejen, men hvis vi ikke gør det godt i forvejen, fx hvad design og projektering angår, så kan digitalisering ikke forbedre noget, snarere tvært imod.

Ordene kommer fra Niels Treldal, områdechef, VDC forretningsudvikling i NCC og forfatter til en nyudgivet ph. d. om digitalisering.

En af hans pointer er, at digitalisering i dag ikke udgør den driver, som den kunne gøre.

–Derfor er det meget vigtigt, at vi er omhyggelige med at arbejde med gode processer, også designprocesser, der er værdiskabende for både os selv og vores kunder. Når vi har det på plads, giver det ekstra god mening at bruge digitalisering til at løse en opgave mere effektivt, forklarer Niels Treldal.

NCC-digitalisering09NCC-digitalisering14

Et ordentligt grundlag

Han understreger, at digitalisering er et redskab, der ikke kan stå alene.

–Digitalisering skaber ikke det gode samarbejde af sig selv, derfor skal der være et ordentligt grundlag, som både entreprenør og kunde skal udvikle.

Man må spørge sig selv: Hvordan kan vi løse en konkret byggeopgave på den mest effektive måde? Kunden ved måske ikke 100 pct., hvad han nøjagtigt ønsker at få bygget. Derfor skal vi være i stand til at hjælpe kunden i processen og forstå kunden og hans behov bedst muligt. I den sammenhæng kan digitalisering være et godt redskab, siger Niels Treldal.

NCC-digitalisering17NCC-digitalisering15

Alternativer

For at kunne gøre mere brug af digitalisering er det efter Niels Treldals opfattelse nødvendigt at opstille alternativer for kunden.

–I branchen kalder vi det built before built, fordi vi digitalt kan skabe bygningen på forhånd, modulere den op og simulere, hvordan bygningen vil virke i forhold til fx energi og bæredygtighed. Via digitalisering får vi som virksomhed et meget stærkt grundlag for sammen med kunden at afdække, hvad kunden har brug for, og vi er også i stand til at simulere på andre løsninger, end dem, der ligger lige for, understreger Niels Treldal.

NCC-digitalisering13NCC-digitalisering16

Kombinationer

–Byggeindustrien råder i forvejen over ganske mange værktøjer, der kan bruges i forskellige processer, men industrien er ikke god nok til at kombinere brugen af værktøjerne. Man skal blive bedre til at udveksle informationer på tværs, så vi ikke isolerer os i et enkelt værktøj, og så kan vi kun det værktøj. Kommer man så ud for, at kunden efterspørger noget helt andet, så har vi måske unødvendigt svært ved at hjælpe kunden. Derfor drejer det sig om at kunne arbejde på mange forskellige platforme og levere hurtige svar.

Branchen bruger ikke i tilstrækkeligt omfang den viden, vi skaber på tværs af mange værktøjer. Derfor er der brug for nye samarbejdsmodeller, hvis udbyttet af digitalisering for alvor skal slå igennem. Aktørerne skal simpelthen tale mere sammen, vurderer Niels Treldal.

NCC-digitalisering10NCC-digitalisering12Picture2

Den ideelle byggeindustri

Hans bud på det, man kunne kalde den ideelle byggeindustri, tager afsæt i, at sektoren generelt har en lav produktivitet. Men bedre integration af bl.a. designløsninger, projekteringsprocesser og projektorganisation vil kunne gøre en forskel.

–Hvis alle arbejder målrettet i en interaktiv proces på at skabe det gode projekt, det, der er rigtigt for kunden, kan vi nå langt. Og hvis vi som entreprenører sammen med kunden udvikler projektet ud fra nogle faste kriterier for, hvad der skaber værdi for kunden, når vi endnu længere. Selve arbejdsmetoden skal helst gennemsyre både designproces og produktion, og de digitale værktøjer skal hjælpe os til at opnå målsætningerne. Lykkes det, vil du se en byggeindustri, som leverer noget, der giver større merværdi for kunden og måske vigtigst af alt: kunden får det, kunden har brug for.

NCC-digitalisering11

TEKST: SØREN EGERT
ILLUSTRATION: NCC