Byggeaffald – en ressource på vej frem

Entreprenørbranchen er storproducent af affald. Faktisk tegner branchen sig for en tredjedel af den samlede affaldsproduktion i Danmark, og dagligt bliver der revet huse ned, uden at nogen tænker på, at der kan være betydelige ressourcer gemt i det, som store bulldozere kaster rundt med.

Men, men, men. Måske er der forandringer på vej.

Minutiøs kortlægning

I hvert fald arbejder Teknologisk Institut, Miljøstyrelsen og Ingeniørskolen i Aarhus målrettet på minutiøst at kortlægge byggeaffaldets potentialer.

–Vi er på rette vej. Der er gode intentioner og initiativer, lyder det således fra Katrine Hauge Smith, der er seniorkonsulent i Bygninger & Miljø ved Teknologisk Institut.

–Fx har vi for Miljøstyrelsen udarbejdet en guide til  ressourcekortlægning, hvor det helt centrale er, at man undersøger en bygning, inden den bliver revet ned. Man kortlægger simpelthen, hvilke ressourcer, der ligger gemt i en bestemt bygning. Dybest set drejer det sig om at detailplanlægge en nedrivning.

–Selektiv nedrivning er et centralt initiativ i den nye strategi for cirkulær økonomi i byggeriet, og mere kvalitet i nedrivninger påvirker helt sikkert arbejdet med at håndtere byggeaffald i en positiv retning. Og jeg fornemmer, at byggebranchen ser positivt på initiativer af den art, siger Katrine Hauge Smith.

Fornylig har Teknologisk Institut for Miljøstyrelsen udarbejdet en rapport om ressourcekortlægning af bygninger, og rent praktisk beskriver rapporten blandt andet fire faser, der kan følges, når bygningers ressourcer skal kortlægges.

Stor forståelse

Meget tyder på, at der i byggebranchen breder sig en forståelse af, at byggeaffald er en ressource, der ikke må gå tabt. Og i hele det mind-set, der præger tankegangen omkring den cirkulære økonomi, spiller genbrug og upcycling en større og større rolle.

To norske kommuner, Stavanger og Sandnes, har netop søsat et meget ambitiøst pilotprojekt. Man ønsker simpelthen at rense udvalgte byggepladser for affald. Det sker i erkendelse af, at der til visse opgaver mangler den nødvendige teknologi og know how. Men projektets mål er så at udvikle teknologien, så byggepladserne kan fremstå uden decideret affald.

 

TEKST: SØREN EGERT
ILLUSTRATION: STINE SKØTT OLESEN

Comments are closed.