Det begynder med din egen have

Tænk langt – begynd i det små

Download artikel som pdf.

Frøen i gryden med vand har det ikke let. Bliver der tændt op under både den og gryden, mærker den måske slet ikke, at vandet lige med ét koger – og så er det for sent.

Martin Manthorpe, direktør i NCC Construction Danmark A/S søgte ind mod kernen i det, der var temaet på Dansk Byggeris årsdag forleden i DGI-byen i København.

-Det gælder om at flytte sig i tide. Byggebranchen er ved at lære det. Vi sidder reelt med nøglen til at løse store spørgsmål som klimakrise, materialeforbrug, CO2-udslip. Som branche skal vi gribe chancen. Vi har mulighederne for at kunne gøre en forskel. Vi er storproducenter af mange former for affald. Men husk lige på, at det ikke længere er på mode at tale om affald. I stedet taler man om ressourcer. Det skal vi forstå helt ind til benet. Vi fylder meget i materialekredsløbet, fordi det, vi propper ind i bygningerne, meget ofte står i flere hundrede år. Vi påvirker med andre ord generationer, siger Martin Manthorpe.

Han giver et eksempel:
-Først opfører vi en bygning og bruger ganske meget energi på det. Bagefter går vi hen til nabogrunden og opfører en vindmølle, der skal producere energi. Det kunne jo være, at man i den ideelle verden kunne slå de to byggeopgaver sammen til en, foreslår Martin Manthorpe.

Nye udfordringer
Politikernes ambitioner om at Danmark om 38 år skal være uafhængig af kul, olie og gas udfordrer i den grad byggebranchen. Det kalder på nytænkning i et omfang, der næppe er set tidligere, og Martin Manthorpe vurderer, at en udbudsreform vil kunne gøre god gavn.

-Man kan fx se udbudsreform som et vigtigt modspil til entreprenørernes vanetænkning. Lad os byde på det udbytte og den effekt, som bygherren ønsker i kombination med en konkurrencedygtig pris. Hvordan skal vi ellers matche de nye og ofte ukendte udfordringer, som effekten af klimaforandringerne og den voksende mangel på ressourcer og råstoffer skaber. Offentlig-Privat innovation (OPI) er da en god begyndelse, men vi skal ha´ udbredt princippet til de private bygherrer, lyder det fra Martin Manthorpe.

Digitalisering
Som han ser opgaverne og de helt aktuelle udfordringer, er byggebranchen nærmest tvunget til at få sat skub i digitaliseringen.

-Vi er først lige kommet i gang med at digitalisere, og vi kan ikke vente på, at det skal være de næste generationer blandt arkitekter, rådgivere og entreprenører, der skal sikre, at digitaliseringen bliver rullet ud. Dem, der sidder på beslutningerne lige nu, er de i virkeligheden interesserede i en effektivisering? I hvert fald er jeg overbevist om, at en af nøglerne til en hurtig og effektiv energirenovering af den eksisterende bygningsmasse går via digital projektering og planlægning. Vi har jo værktøjerne. Lad os komme i gang, opfordrer Martin Manthorpe.

Lavthængende frugter
I 2008 gik NCC i gang med en særlig øvelse: CO2-forbruget pr. medarbejder skulle måles og reduceres. Resultatet har ikke ladet vente på sig.

-På fire år har vi nedbragt CO2-forbruget pr. medarbejder med 30 procent. Jeg vil tillade mig at sige, at vi ganske enkelt har plukket de lavthængende fruger i vores egen have. Det kan mange kopiere. Men det vanskelige kommer, når man har plukket de lavthængende frugter. For mig at se gælder det om, at så mange som muligt så hurtigt som muligt får plukket de lavthængende frugter, understreger Martin Manthorpe.

Han sammenfatter entreprenørbranchens øjeblikkelige situation ved hjælp af et spørgsmål:
-Hvor godt er det i virkeligheden at få et ikke gennemarbejdet projektmateriale, at give en lav pris på det hele, at vinde opgaven og så lade aftalesedlerne rulle? Er det med til at skabe en bæredygtig branche?

Tekst Søren Egert 1305012

Comments are closed.