Kan Danmarks højeste træhus ændre byggeriets valg af materialer?

2019 bliver måske året, der for alvor sætter skub i træbyggeriet i Danmark.

I hvert fald forventer Cree Denmark (en del af J. Jensen Koncernen) næste år at opføre et træhus på seks etager på Østerbrogade i København. Huset skal rumme 20 studielejligheder og en café i stueetagen og bliver Danmarks højeste træhus.

Det bygges for en stor dels vedkommende af CLT (Cross Laminated Timber), og massivtræet gør det muligt at bygge både hurtigt og effektivt, og i et CO2-regnskab klarer huset sig særdeles godt.

Særligt byggesystem

–Vi opnår en CO2-besparelse på op imod 80 pct. i forhold til at bygge traditionelt, siger Frederik Spanning, adm. direktør i Cree Denmark, specialister i hybridkonstruktioner af træ og beton og en del af J. Jensen-koncernen.

–Vi har udviklet et byggesystem, hvor vi i råhuset kombinerer beton og træ, og det kommende hus påØsterbrogade har mere CLT i sig, end man normalt anvender, og det forhold gavner også CO2-tallet. Måske opnår vi en CO2-besparelse på 90 pct. på huset på Østerbrogade, vurderer han.

–Kort fortalt har vi et system, som vi hele tiden udvikler med det formål at optimere mængden af træ. Vi taler om en træ/betonhybrid. Dækkene vil typisk være en kombination af beton og træ, og søjlerne er af træ.

–I forhold til valg af materialer er vi ikke religiøse, men vi har altid et ønske om at bruge så meget træ som muligt. Fordelene ved at bruge træ er indlysende, og udover CO2-dimensionen tæller det bæredygtige, selve indeklimaet og det æstetiske. Men ved at anvende mest muligt træ kan vi også præfabrikere langt mere, end hvis vi brugte beton. Dertil kommer, at præcisionen er meget høj, når man præfabrikerer i træ, og i praksis betyder det, at der skal udføres langt mindre arbejde på selve byggepladsen, og på den måde slipper man for at bruge store mængder energi. Og generende støv bliver der også langt mindre af, konstaterer Frederik Spanning.

–Fordelene smitter selvfølgelig også af på den samlede byggetid, og som udgangspunkt regner vi med, at byggetiden bliver halveret, når vi bygger i træ og ikke i beton, tilføjer han.

Markedet efterspørger

Han lægger ikke skjul på, at markedet efterspørger konkurrencedygtige produkter, hvor selve byggeperioden bliver så kort som muligt.

–Byggeriet på Østerbrogade opererer med en såkaldt digital tvilling, som gør det muligt for alle projektets parter at forstå projektet hurtigt, prøve nye ideer af og løse ellers komplicerede tekniske udfordringer, før byggeriet begynder i virkeligheden, forklarer Frederik Spanning, som ikke er i tvivl om, at byggeriet på Østerbrogade kommer til at danne skole.

–At bygge i træ ændrer måden at bygge på, og det kommende hus vil løfte bæredygtigt byggeri til et helt nyt niveau. I forvejen er bæredygtighed et stort emne på tværs af brancher i hele Danmark, også i byggebranchen, hvor der bliver investeret stort i nye bæredygtige løsninger med fokus ikke mindst på cirkulær økonomi. Og den helt store fordel ved træbygninger er, at de giver muligheder for at skræddersy boliger i en helt ny målestok, hvor der er stor frihed til den kreative proces, lyder det fra Frederik Spanning.

Byggeriet på Østerbrogade bliver udført af Cree Denmark, mens Vilhelm Lauritzen Arkitekter står for arkitekturen, og MOE er rådgivende ingeniører.

TEKST: SØREN EGERT
ILLUSTRATION og FOTO: Cree Denmark.

Comments are closed.