Kunst, bæredygtighed og certificering går hånd i hånd

Nybyggeri 2015: Gladsaxe Company House sætter nye standarder for kontorbyggeri i Danmark

NXT-AfJord-MariaEngholm_6177LRNXT-AfJord-MariaEngholm_6141LR

Maria Engholm, f. 1976, er kunstner og bor og arbejder i København.

De seneste mange uger har hendes arbejdsplads dels været i et værksted på Refshaleøen, dels i lejligheden ved søerne midt i København, og til allersidst – i dagene op til selve ferniseringen – arbejdede hun nærmest i døgndrift i kantinen i Gladsaxe Company House, hvor NCC nu har sit nyåbnede hovedsæde.

Her, i kantinen, hænger hendes nyeste værk, ”Af Jord”, som er hendes personlige fortolkning af en række af bæredygtighedens elementer.

NXT-AfJord-MariaEngholm_6166LR

DGNB – attraktiv målestok

Det helt særlige ved værket er, at det skal leve op til en række krav, som skal opfyldes, hvis Gladsaxe Company House skal kunne bryste sig af betegnelsen DGNB. Betegnelsen (Deutsche Gesellschaft für Nachhaltiges Bauen) lægger vægt på især tre forhold i byggeriet: miljøet, det sociale og økonomi, og DGNB-certificering er i dag en af byggebranchens mest attraktive målestokke.

NXT-AfJord-MariaEngholm_6218LR

Klare kunstkrav

DGNBs krav til kunst er klare: Kunstværket skal være integreret, dvs. det skal være en del af bygningen og må ikke uden videre kunne flyttes. I Maria Engholms tilfælde gælder, at hun har skabt et værk, der består af håndskårne og dekorerede finérplader. Til sidst, alleryderst, har hun sat en skive af en 60 år gammel egetræsstamme. Og på den hvide væg i kantinen i Gladsaxe Company House har hun malet en motorsav og en lille bunke jord.

-Et materiale som træ vokser jo op af jorden. Bliver fældet og bearbejdet og måske brugt i et nyt byggeri. Til sidst, efter mange, mange år, formulder træet, og minsandten om ikke en lille egespire ser dagens lys, som Maria Engholm udtrykker det.

NXT-AfJord-MariaEngholm_6264LR

Grundig proces

DGNB-certificeringen betyder også, at der fra første færd skal være knyttet en kunstekspert til projektet. Flemming Wisler fra NXT Brand har som ekspert været knyttet til ”Af Jord”-projektet, og ved hjælp af notater og referater har det bl.a. været hans opgave at dokumentere processen, så den i et og alt lever op til de krav, DGNB-certificeringen fører med sig.

-Maria Engholm havde flere forslag til værker, hun kunne se for sig i Gladsaxe Company House. Når valget faldt på ”Af Jord”, hænger det sammen med, at værket på enestående måde illustrerer det mind set, der ligger bag det nye kontorbyggeri. Bygningen har jo bogstaveligt talt lagt bæredygtighed ind i gulvet i form af et parketgulv af egetræ, og Maria Engholms værk fastholder beskueren i, at natur og moderne nybyggeri ikke er hinandens modsætninger, siger Flemming Wisler.

NXT-AfJord-MariaEngholm_6213LR

TEKST: SØREN EGERT
FOTO: STINE SKØTT OLESEN