ATP Ejendomme kombinerer både strategisk og i praksis byggeriets tungeste udfordringer
Download artikel som pdf
Når underdirektør Christian Hartmann fra ATP Ejendomme bliver bedt om at tale om bæredygtighed i byggeriet, er der ingen slinger i valsen: Det handler om penge, siger han.
-Hvis ikke vi kan få regnskabet til at se fornuftigt ud, kan det ikke lade sig gøre. Men jeg vil straks tilføje, at holdning og adfærd spiller meget væsentlige roller. Og i ATP Ejendomme forsøger vi at kombinere det hele. Tilbage i 2009 formulerede vi en bæredygtighedsvision, og det betyder meget for os – også i den forbindelse – at der er et fornuftigt afkast for os som investorer, siger Christian Hartmann.
Han nævner selv, at hans butik først og fremmest består af mange, mange kvadratmeter. ATP Ejendomme er frem for alt erhvervsbyggeri.
Ambitionerne
-Vi er fokuserede på de store byer i Danmark. Vi satser på bæredygtighed, og vi har sagt til os selv, at vi vil være det mest ambitiøse ejendomsselskab i Danmark på det felt. Men der skal som bekendt handling bag de flotte ord, og vi har internt besluttet, at vi skal måle på anstrengelserne i 2015. Taler vi om offentligt byggeri er det ikke nok at konkurrere på laveste pris her og nu. Man skal i dag konkurrere på den pris, der gælder for byggeriet på meget, meget langt sigt. Altså en totaløkonomisk vurdering, og i det lys vil jeg påstå, at vi som bygherrer kan skabe bæredygtigt byggeri. Bæredygtighed er simpelthen et fast punkt, der indgår i vores investeringsanalyser. Bæredygtighed indgår også, når vi taler projekter og drift. Og vi kan klart se, at bæredygtighed indgår mere og mere. Også på tværs. Fx når vi taler design, målrettet energiledelse, efterisolering og andet, der sætter ressourcer i centrum. Jeg fornemmer, at de forhold bliver mere og mere vigtige som konkurrenceparametre, fastslår Christian Hartmann.
ATP Ejendomme samarbejder konkret med kunderne om adfærdsbearbejdning. I den forbindelse nævner Christian Hartmann en grøn driftsvejledning, som hans selskab står bag. Han kalder vejledningen for simple leveregler, der virker, og fremhæver bæredygtighedsnyhedsbreve. Selv om ordet er langt, er begrebet med på samtlige kundemøder, og ifølge Christian Hartmann betaler det sig!
-Materialer spiller en meget stor rolle. De figurerer på alle vores tjek-lister. Vi undersøger, om materialer kan udnyttes bedre og måske tjene flere formål. Du kan kalde det en grøn guide, siger Christian Hartmann.
Tekst Søren Egert 13052012