Asfalt har flere liv

Kim Fynbo Nielsen, regionsdirektør i NCC Roads, bruger udtrykket ”evighedsmaskine”, når han beskriver genbrug af asfalt.

-Asfalt begynder så at sige med jomfruelige råstoffer. Når asfalten er produceret, lægger vi den ud på vejene, og 15 år senere fræser vi den af igen, knuser den, sorterer den og afleverer den til asfaltfabrikken, som så producerer ny asfalt, forklarer Kim Fynbo Nielsen.

Han mener, historien om asfalten og genbruget kan udstrækkes til en lang række andre materialer i entreprenørbranchen, og han nævner i den forbindelse NCC Recycling, der er navnet på NCCs nye nordiske genanvendelseskoncept.

Kim

Jomfruelig asfalt
I dag bliver cirka 25 pct. af den brugte asfalt genanvendt, men ifølge Kim Fynbo Nielsen ligger mere og mere gammel asfalt uvirksomt hen.

-Vi oplever, at bygherrerne, først og fremmest de offentlige, ønsker jomfruelig asfalt. Der er behov for at få sagt, at gammel asfalt kan genbruges, og at resultatet bliver fremragende. Tyskland genbruger op imod 80 pct. af deres gamle asfalt. Hvorfor skulle vi ikke kunne gøre det samme, spørger Kim Fynbo Nielsen.
Han nævner en indiskutabel recycling-succes: fejesand, som fejemaskiner suger op, når veje, fortove og cykelstier rengøres maskinelt.

-Vi genbruger 99 pct. af de 50.000 tons, som årligt samles op. Det sand, vi ikke kan bruge, er fx det, som fejes op efter festugen i Aarhus. Det er simpelthen for snavset. Vi genbruger sandet blandt andet i asfaltproduktionen og i produktionen af beton, siger Kim Fynbo Nielsen.

tekst: Søren Egert 07062012
download artikel som pdf.
Foto: Stine Skøtt Olesen