“Det vil tage mange år – mindst ti – at tilpasse vores byer til det ændrede trusselsbillede.” 

Henrik Lynghus

Henrik Lynghus driver virksomheden Lynghus Consult Aps, der beskæftiger sig med klimatilpasning, innovation, vand og natur. Han har mere end 30 års erfaring med vand – i aller bredeste forstand og har arbejdet i bl.a. COWI og NIRAS.

Fornylig holdt han oplæg på konferencen “Klimasikring af bygninger”, arrangeret af Byens Ejendom, og Henrik Lynghus slog til lyd for, at man helt overordnet bør inddele arbejdet med at klimasikre i to meget forskellige kategorier: skybrud og stormflod. Eller med andre ord truslerne fra himlen og fra havet. Og forebyggelsesindsatserne skal derfor også være vidt forskellige.

Skybrudstruslen

–De fleste kommuner har en klimatilpasningsplan, der adresserer indsatsen mod skybrud. Sikring mod skybrud er godt på vej i de kommuner, der allerede har været ramt af skybrud. Men indsatsen er desværre ofte defineret af, om man allerede har oplevet katastrofen. Og det er ikke den rigtige metode, for det betyder jo, at man først sikrer, EFTER at man er blevet ramt. Skaden er med andre ord sket, og værditabene gjort op. Vi må forvente, at alle områder i Danmark vil blive ramt at skybrud, og når vi nu har etableret landsdækkende værktøjer, der kan udpege de mest truede områder og værdier, så ville den mest samfundseffektive metode være at sætte ind dér, hvor de højeste værdier må forventes at gå tabt, siger Henrik Lynghus.

–Hertil kommer, at kommuner og forsyningsselskaber ikke sikrer den enkelte borger og matrikel. Det skal borgerne selv stå for. Forsyningsselskabet leverer et såkaldt serviceniveau, der beregningsmæssigt sikrer mod oversvømmelse på jordoverfladen til en fastlagt hyppighed. Men oversvømmelse af kældre og elementer under terræn bliver ikke håndteret i klimatilpasningsplanerne, og det er ofte her, de største skader opstår – ofte på grund af indtrængende kloakvand fra det offentlige kloaksystem. Forebyggelse mod dette skal den enkelte ejer selv håndtere, og det komplicerer indsatsen betydeligt. Borgerne er ofte slet ikke bevidste om truslen, før skaden er sket – og de ved ikke, at de selv skal tackle den.

Stormflodstruslen

Som Henrik Lynghus ser det, er det at sikre sig mod stormflodsskader et endnu mere kompliceret felt, ikke mindst fordi ansvaret for indsatsen hviler på de enkelte lodsejere.

–Derved reduceres mulighederne for en effektiv indsats, alene af den grund, at man som enkeltlodsejer ikke har midler eller viden til at sætte ind. Man kan dog iflg. kystbeskyttelsesloven bede kommunen om at stå bi med processen, men kystsikring er en meget omstændelig og lang vej at gå. Desuden er der ret begrænsede muligheder for at sætte ind, idet myndigheden på området, Kystdirektoratet, kun accepterer helt specifikke metoder. Man kan fx ikke selv etablere bølgebrydere eller erosionssikring langs kystlinjen. Det kræver nemlig en ret omfattende godkendelsesproces. Hertil kommer, at kystsikring ofte betyder investeringer i millionklassen, påpeger Henrik Lynghus.

Han vurderer, at stormflodstruslen med stor sandsynlighed vil vise sig at være den værste af de to trusler.

–Vi har kun set begyndelsen. I takt med at havvandspejlet stiger, vokser behovet for sikring langs kysterne, og de samfundsmæssige omkostninger vil over tid blive højere end udgifterne til sikring mod skybrud.

Politikerne

I et lidt større og måske mere politisk perspektiv ser Henrik Lynghus tegn på, at der mangler vilje til for alvor at sætte offentlige midler af til en indsats mod de stigende vandmasser.

­–Den politiske indsats blev defineret efter skybruddet over København i 2011. Skaderne dengang løb op i knap syv mia. kr., og det var man politisk nødt til at forholde sig til. Den landspolitiske indsats har dog primært bestået i overordnet planlægning og at lovgive, så ansvaret for indsatsen er placeret, men der er ikke bevilget statsmidler af betydning til indsatsen, siger han.

Invester selv!

–Det vil tage samfundet mange år – mindst ti – at tilpasse vores byer til det ændrede trusselsbillede. Udbygning af kloakker og ændring af veje, parker og pladser, samt klimasikring af bygninger i det mest udsatte områder er ikke en hurtig og overkommelig opgave. Det er derfor relevant for ejere af værdier i lavtliggende områder selv at investere i sikring, fordi sikringen, der udføres af forsyningsselskaber og offentlige myndigheder, først vil være gennemført om mange år, siger Henrik Lynghus.

Han hæfter sig ved, at de mest intensive indsatser sker omkring vores største byer.

–Landkommunerne investerer ikke helt så meget energi og økonomi på området, og det er der i øvrigt en vis økonomisk fornuft i, da langt de største værdier går tabt, når vores større byer bliver oversvømmet, påpeger han.

–Konsekvensen af, at der investeres forskelligt afhængigt af, hvor man befinder sig, er naturligvis, at sikring mod skadevoldende oversvømmelser ikke er på det samme niveau over hele landet.

Der er generelt set ikke penge nok på området. Særligt kniber det med nødvendige investeringer til sikring af bygninger, erhvervsejendomme mv., fordi det skal afholdes af den enkelte ejer. Men der er dog en høj grad af fornuft i at sikre sin ejendom. Værditabet for en oversvømmelsestruet ejendom er ofte betragteligt – hvem vil fx købe en bolig i Jyllinge Nordmark eller i Holstebro langs Storåen? Disse boliger er så godt som usælgelige, men hvis man klimasikrer dem, så genvinder de den tabte værdi. Her er det næsten altid en sund investering, da sikring af bygninger ofte kan ske uden alt for store udgifter, vurderer Henrik Lynghus.

–Men flere af de største danske virksomheder har på eget initiativ kortlagt deres individuelle behov for sikring, og indsatsen her er godt på vej, nogen er så godt som færdige. Incitamentet er ofte, at man ikke kan acceptere påvirkning af produktionen, og i de tilfælde er der stor forståelse for at investere I simpelthen at sikre sig. Den tilgang kunne resten af samfundet lære en del af, konkluderer Henrik Lynghus.

TEKST: SØREN EGERT
ILLUSTRATION: STINE SKØTT OLESEN