Virksomhederne kan imødese ændrede krav, siger regionsrådspolitiker
Donaload artikel som pdf.
29 kommunalbestyrelser drøfter i øjeblikket en ny klimastrategi for hovedstadsregionen. I næste måned tager både Regionsrådet og kommunerne stilling til strategien.
Gate 21 – et samarbejde mellem kommuner, virksomheder, boligselskaber og videninstitutioner – tog på en workshop 6. februar forskud på de mulige scenarier.
Når strategierne skal gøres konkrete og føres ud i livet, forventer Gate 21 at komme til at spille en rolle. Formanden for Gate 21, Anne Grete Holmsgaard forklarer:
-Kommunerne skal skabe det grundlag, som både borgere og virksomheder bliver påvirket af. Det er kommunerne, som spiller den helt store rolle, når man fx skal etablere varige og integrerede løsninger for vedvarende energi. Så kan man selvfølgelig spørge sig selv, hvorfor i alverden kommunerne skulle kaste sig over Gate 21? I årevis har kommunerne jo selv opstillet visioner og mål, og lige nu kommer der mere og mere indhold i det hele. Kan kommunerne ikke bare gøre arbejdet selv? Jeg mener, Gate 21 kan spille rollen som en form for avanceret ægteskabsbureau. Vi bringer jo partnere sammen og står stærkt, netop fordi vi favner bredt og både virksomheder og videninstitutioner sidder med ved bordet. Umiddelbart har partnerne forskellige behov, men vi bringer dem altså sammen, og forhåbentlig oplever de, at de på den måde får et lykkeligt ægteskab og får skabt noget værdi. Kommunerne får dækket en række fælles behov, og virksomhederne får både skabt udvikling og forretning, siger Anne Grete Holmsgaard, der efter en lang politisk karriere som bl.a. folketingsmedlem for SF nu er direktør for Biorefining Alliance – og altså formand for Gate 21.
Anderledes krav
Klimaforandringer og bæredygtig vækst byder på så store udfordringer, at formanden for miljø- og klimaudvalget i Region Hovedstaden, Lars Gaardhøj (S) rent ud siger, at det da godt kan virke skræmmende.
-Men det er vigtigt at vende det til noget positivt, og dér, hvor vi kan gøre noget aktivt, er fx indenfor byggeriet. Vi kan simpelthen stille nogle anderledes krav til dem, der skal ind og byde på opgaverne, og vi vil gerne inspirere til en ny udvikling. Vi ser derfor klimaforandringer som en ressource. Selvfølgelig skal vi kunne håndtere et skybrud, selv om det giver stort besvær undervejs, men vi må prøve at vende det til vores egen fordel, siger Lars Gaardhøj.
Krisen udfordrer
Allerede i 2008 analyserede NCC hele det klimapolitiske felt. Politikerne talte – og taler – direkte om en klimakrise, og ifølge Martin Manthorpe, strategidirektør i NCC, skaber kriser næsten pr automatik nye udfordringer for alle.
-Konturerne af et nyt marked var da til at få øje på, og for at kunne servicere et nyt marked fx som entreprenør kræver det, at der kommer nye løsninger på bordet. Og nye løsninger kan blive skabt ved hjælp af nye samarbejdsformer. For os er Gate 21 et eksempel på, at man forsøger at arbejde sammen på tværs af kommuner, virksomheder og videninstitutioner. At tænke lidt anderledes. Måske skal man gå væk fra altid at tale om laveste pris og i stedet tale om reelle omkostninger. For mig at se bliver det en af de store opgaver for Gate 21: at fungere som innovationsplatform i dét arbejde. Og jeg er nødt til at sige, at det selvfølgelig er vigtigt med markante projekter, men glem ikke at private virksomheder har brug for, at projekter løbende bliver testet så at sige en til en. Virksomheder bliver jo også vurderet på, om de rent faktisk kan tjene penge, som Martin Manthorpe formulerer det.