-Meningen med det hele er, at man ikke blot skal tale om fremtiden, man skal også opleve den. Vi skal bruge flere sider af os selv i forhold til at tænke over hvilken fremtid, vi ønsker at skabe.
Siger Gitte Larsen, fremtidsforsker og direktør i House of Futures. Sammen med to af virksomhedens performancekunstnere, Inga Gerner Nielsen og Gry Worre Hallberg (den tredje er Madeleine Kate McGowan) åbnede hun dørene til fremtidsinstallationen ”Future Memories” for gæsterne på konferencen i Isbjerget.
-Vi må arbejde både med de ydre forandringer, fx klimaforandringerne, og med det indre klima, den mere personlige tilgang til fremtiden. Du kan også kalde det en ny og udvidet tilgang til fremtidsforskningen. En sanset fremtid, hvor man ikke blot taler om fremtidsscenarierne. Man mærker dem også, understreger Gitte Larsen.
In 100 years
Fremtidsinstallationen i Isbjerget læner sig op ad projektet ”In 100 years”, hvor 170 forskere og andre visionære netop har tegnet et 100-års perspektiv på bæredygtig samfundsudvikling. Projektet er støttet af VELUX FONDEN og fokuserede blandt andet på to scenarier: ”Man-made World” og ”Power of Nature”. Og fremtidsinstallationen i Isbjerget inviterede indenfor. Først får du bind for øjnene, så bliver du placeret i en stol. Resten er op til den enkeltes forestillingsevne.
-Pointen hos os er, at du ikke alene skal reflektere over fremtiden ved hjælp af dine tanker. Du skal også forholde dig til den sanseligt. Få kroppen til at forestille sig fremtiden. Vi gør en del ud af at forberede den enkelte til oplevelsen hos os. Fx får du bind for øjnene, så du lettere kommer til at overgive dig. Du træder ud af den sammenhæng, du færdes i til daglig. Du har jo som regel dit syn, som du navigerer med, og når synet er væk, går en indlevelsesproces i gang, siger performancekunstner Inga Gerner Nielsen.
Uden for kunstscenen
Hvordan videregiver man en kunstnerisk og en sanselig oplevelse til noget så jordnært som fx entreprenører og byplanlæggere?
-Vi ønsker at placere en oplevelse som denne her uden for kunstscenen. På den måde kan flere få del i oplevelser, som er erfaret kropsligt og sanseligt.
Mange oplever besøget hos os som noget meditativt. Man parkerer måske sin refleksion hos os i ti minutter. Måske opnår vi, at vores gæster tænker over konferencens ord om fremtiden, men ved hjælp af besøget hos os går det måske op for en, at man rent faktisk har aflagt fremtiden et besøg. Hos os har man forestillet sig fremtiden, og når man forestiller sig noget, så er man der.
Skellet mellem det at forestille sig noget og den såkaldte virkelighed er måske ikke så stort. Hvis du kan forestille dig noget, så kan det måske også blive sådan. Næste skridt er at manifestere verden i den retning, siger performancekunstner Gry Worre Hallberg.
tekst: Søren Egert 07062012
download artikel som pdf
Foto: Stine Skøtt Olesen