Måske var det med vilje, at Martin Manthorpe, direktør for strategi og forretningsudvikling i NCC, stillede sit navneskilt på højkant, da han deltog i debatten om bæredygtige højhuse på Building Green i Forum i København 2. november 2017.
I hvert fald lykkedes det arrangørerne, InnoBYG, at skabe et tilløbsstykke af en debat om noget, mange taler om, men knap så mange gør noget ved: højhuse bygget af træ.
Debatten i Forum havde en klart formuleret hensigt: træ bør blive et naturligt, bæredygtigt valg blandt byggebranchens parter, når der skal bygges højhuse i Danmark. Men helt så enkelt er det nu ikke, konstaterer Martin Manthorpe fra NCC.
Manglende kompetencer
– I Danmark står vi med to udfordringer. For det første er markedet for højhuse meget lille, og taler vi om markedet for højhuse i træ, bliver markedet endnu mindre. Så der mangler helt klart noget på efterspørgselssiden. Men vi må også spørge os selv, om byggesektoren har de kompetencer, der er nødvendige for at bygge højt i træ? Og vi har ikke tilstrækkeligt med kompetencer, og vi må både erkende og anerkende, at dansk byggetradition bogstaveligt talt hviler på ler, grus og sand, og de råmaterialer har altid udstyret os med mursten og beton. Vores byggeri er med andre ord historisk dybt forankret i de tilgængelige materialers historik, vurderer Martin Manthorpe.
Den danske fælde
Hvis flere skal vælge træ, når de bygger i højden, er det i hans optik helt afgørende at bruge de erfaringer, landene tæt på os ligger inde med.
–Vi må for alt i verden ikke falde ned i det, jeg kalder den danske fælde. Vi har en tendens til at sige, at vi skal udvikle alt selv. Men det behøver man ikke. Nabolandene har måske allerede gjort sig nogle erfaringer, som vi kan bruge. Sidste år etablerede vi i NCC et egentligt kompetencecenter, som alene arbejder med trækonstruktioner, især CLT. Så uanset hvor, et træhøjhus skal bygges, kan vi løfte opgaven, siger han.
Brugbar viden
Peder Fynholm, teamleder på Teknologisk Institut og en af frontfigurerne i InnoBYGs faglige netværk for højhuse i træ er enig i, at der hele tiden skal genereres brugbar viden om højhuse, bygget af træ.
–Vi har stort set bygget med de samme materialer i flere hundrede år. Derfor er det ikke uden vanskeligheder, hvis byggesektoren vil udskifte beton med træ. Det ideelle vil være, hvis byggebranchen opfatter det som det naturligste i verden at bygge i træ. Men der står branchen jo slet ikke i dag, så derfor tæller selv meget små skridt i den rigtige retning, understreger han.
Og Martin Manthorpe fra NCC giver et eksempel på noget, som hans virksomhed har bidraget med, og som i den grad har sat bæredygtigt byggeri på dagsordenen: Dome of Visions på havnen i Aarhus.
Dome of Visions
–I NCC har vi valgt en eksperimenterende og konkret tilgang til udfordringerne med at bygge i træ, og Dome of Visions er et byggeri, hvor CLT (Cross Laminated Timber) udgør kernen i hele konstruktionen. Domen inspirerer vidt og bredt og er i sig selv et bevis på, at man kan tænke nyt, når det gælder materialevalg og arkitektur. Skalerer vi hele ideen om træ som byggemateriale op, så sker der meget på nordisk plan. NCC er selv med i otte projekter omkring huse i træ, og ser vi på Sverige og Finland, er det ofte privat boligbyggeri, der driver markedet for huse bygget af træ. Norge skiller sig lidt ud. Her er det nemlig det offentlige, der går forrest, når det gælder træbyggerier, fx skoler og børnehaver. Men et kontorhus i Oslo på 6.000 kvadratmeter er så småt på vej via en privat investor, og her kommer træ til at udgøre et væsentligt konstruktionsmateriale, forklarer Martin Manthorpe.
Bliver overhalet
En af dem, der har musklerne til at gå forrest, når det gælder om at tænke nyt i byggesektoren er KAB, som bygger, udlejer og administrerer boliger, og direktør Rolf Andersson støtter varmt tanken om mere (højhus)byggeri i træ.
–Vi har et stort ønske om at optræde bæredygtigt, når vi bygger, men der er simpelthen andre ønsker og hensigter, der overhaler bæredygtigheden. Fx det, at vi skal levere fysiske rammer og funktioner, som skal kunne håndteres billigt – både i forhold til anlæg og i forhold til den fremadrettede drift. Så træ er afgjort inde i billedet, men helheden skal være på plads, påpeger Rolf Andersson.
Den konkrete fremtid
Hvordan kommer byggeriets parter så videre med tankerne, planerne og ønskerne om at bruge mere træ?
–Vi mangler et pilotprojekt og en beslutning om ganske enkelt at bygge et højhus af træ i Danmark, siger Peder Flyvholm.
–Et pilotprojekt ville kunne udgøre en motor for udviklingen af højhusbyggeri i træ. Måske kunne en kommune eller to sætte sig for at satse på træbyggeri. Det har vi set i både Norge og Sverige, og initiativer af den art bryder isen. Indtil vi får et eller flere pilotprojekter, må vi satse på samarbejde og erfaringsopsamling fra dem, der allerede er aktive på træfronten. Teknisk set er der nemlig ingen hindringer for, at vi går i gang med at bygge højhuse i træ. Få hundrede kilometer fra Danmark bygger man træhøjhuse på helt op til 17 etager, så det gælder vel bare om at komme i gang. Men skal det lykkes, kræver det samarbejde på tværs, og ikke mindst det forhold er jo grunden til, at vi i InnoBYG har det særlige netværk for højhuse, lyder det fra Peder Flyvholm.
TEKST: SØREN EGERT
FOTO: LUNA SIGNE HØRDUM NIELSEN
Deltagere i paneldebatten på Building Green i København, 2. november 2017:
Peder Fynholm, InnoBYG
Martin Manthorpe, NCC
Lone Wiggers, C.F. Møller
Finn Larsen, Rambøll
Morten Bøgedal, Københavns Kommune
Rolf Andersson, KAB
Moderator: Gritt Bech-Nielsen, InnoBYG
Læs evt mere på www.innobyg.dk