35 studerende fra mange forskellige retninger deltager fra 2. til 6. marts 2015 i ambitiøst forløb, der bl.a. byder på workshops, diskussioner, case-competitions og ekskursioner
NCC har de senere år gennemført forskellige akademiforløb for studerende, og med Vinterakademiet 2015 i Dome of Visions er der et forstærket fokus på de bæredygtige elementer i byggeriet. Ifølge direktør for strategi og forretningsudvikling i NCC, Martin Manthorpe har ideen om akademi bidt sig fast i NCC.
-Morgendagens løsninger skal jo findes af morgendagens medarbejdere. Og vi véd, at byerne får flere og flere indbyggere. Derfor er vi nødt til at tænke anderledes, når vi fx energirenoverer og klimasikrer. Vi skal nedbryde siloer og samarbejde på tværs af faggrupper og uddannelser, og i NCC tror vi på, at et akademi er et godt og rigtigt skridt på vejen, forklarer Martin Manthorpe.
Stikordene bag
Bag Vinterakademiet står, udover NCC, den grønne tænketank CONCITO og virksomheden Noldus & Bendtsen.
Stikord fra det ugelange program: Grøn genanvendelse, transformationsøkonomi, klimasikring, innovation og fremtidens hybride by.
Blandt oplægsholderne: Vera Noldus, ekspert i bygningsbevaring, Torben Chrintz, videnschef i CONCITO, Tina Saaby, stadsarkitekt i København, Vibeke Grupe Larsen, bæredygtighedschef i NCC, og arkitekt Signe Kongebro, partner i Henning Larsen Architects.
De 35 studerende kommer fra bl.a. DTU, Københavns Universitet, Roskilde Universitet, arkitektskolerne i København og Aarhus og Københavns Erhvervsakademi.
Rygrad
En af initiativtagerne til Vinterakademiet er Vera Noldus, ekspert i bygningsarv og med fokus på bæredygtighed
-Vinterakademiet i Dome of Visions skulle meget gerne give de studerende et grønt kompetenceløft, så dét at tænke bæredygtigt kommer ind på rygraden hos dem. De studerende er jo bogstaveligt talt næste generation, og det er dem, der skal sørge for, at bæredygtighed vinder meget mere frem. Den innovation, som vil finde sted i byggeriet, skulle meget gerne være præget af, at det er de grønne briller, som driver udviklingen, siger Vera Noldus.
Tværfaglighed
Overordnet set er det et formål i sig selv for Vinterakademiet at sætte tværfaglighed på dagsordenen. Helt lavpraktisk kommer de studerende i ugens løb til ganske enkelt at arbejde sammen om at finde løsninger – på tværs af de skel, der er mellem uddannelserne.
-Vi kan jo se, at de mest vellykkede innovationsprojekter er præget af, at tværfagligheden har været i spil og har været tænkt ind helt fra begyndelsen, og netop disciplinen tværfaglighed bliver derfor et vigtigt emne på Vinterakademiet. Jeg forventer en uge med meget læring. Men jeg håber også, at de studerende får bragt deres egne kompetencer i spil, når det gælder bygningsrenovering og transformation, understreger Vera Noldus.
TEKST: SØREN EGERT
FOTO: STINE SKØTT OLESEN