Sidste års vinder af den danske GMC-konkurrence mærker skærpet konkurrence de studerende imellem
Download artikel som pdf.
Først og fremmest har Marek Lorentowicz, færdiguddannet indenfor computerdesign og telekommunikation fået erfaring ud af at være på det vindende hold i 2011-udgaven af GMC-konkurrencen i Danmark.
-Det at konkurrere på højt niveau både her i Danmark og når du deltager internationalt gør, at du lærer meget af de andre deltagere. Altså af dine konkurrenter så at sige, fortæller han i en kort pause i dette års danske finale.
(Der i parentes bemærket endte med, at han sammen med sit hold, Aces, endte på en fornem andenplads).
Gode kontakter
-At vi vandt sidste år gav i tiden efter nogle ret gode kontakter til forskellige virksomheder. En enkelt virksomhed inviterede faktisk hele gruppen til en orienterende samtale. Vi tilbragte to timer med virksomhedens topledelse, og måske kommer der noget ud af det på et senere tidspunkt. Flere af medlemmerne af Aces studerer fortsat, så vi må vente og se, siger Marek Lorentowicz.
Han opfatter opgaverne fra GMC som uhyre realistiske, og han fornemmer, at virksomhederne har samme opfattelse.
-Selvfølgelig går det stærkt på selve finaledagen. Typisk har vi kun en time til at træffe vigtige beslutninger, og så hurtigt går det trods alt næppe i private virksomheder, vurderer Marek Lorentowicz.
Rekruttering
For ham at se bliver GMC-konkurrencen de studerende imellem hele tiden skærpet.
-Faktisk er der jo blandt de studerende i år flere gengangere fra sidste år, og de bringer selvfølgelig stor erfaring med ind i spillet. Derved bliver det hele lidt mere avanceret, siger han.
Marek Lorentowicz er sikker på, at danske virksomheder kan bruge GMC-konkurrencen til at rekruttere dygtige medarbejdere.
-Husk på, at folk, der bliver nummer to i en konkurrence som denne, også kan være meget dygtige, pointerer han med et glimt i øjet.
Tekst Søren Egert 12042012