Vokseværk og visioner

De ambitiøse klimamål i Aarhus bliver vendt og drejet på heldagskonference i Isbjerget 6. juni. Byens udvikling frem mod 2030 kommer til debat.

Download artikel.

Aarhus befinder sig i et historisk bygge-boom. Projekter for cirka 30 milliarder kroner er enten gået i gang eller er ved at forlade tegnebrædtet. Den nye havnebydel i Aarhus symboliserer på forskellig vis den vision, kommunen og dens samarbejdspartnere har: Aarhus vil være CO2-neutral om 18 år!

Visionen og planerne bliver genstand for en heldagskonference 6. juni i Isbjerget. Bag arrangementet står Aarhus kommune, Energinet.dk, Arealudvikling, Aarhus Vand, NCC og Co-Create Construction.

Formiddagen byder på indlæg fra centrale aktører indenfor energi, byplanlægning, politik og byggeri. Eftermiddagen er helliget ni forskellige workshops. Temaerne spænder vidt – fx vand, tværfaglighed, energi og visioner for fremtiden. Ikke blot den, der venter om 18 år, men også den, der kommer om 100 år..

-Vi ser allerede nu ganske mange eksempler på, at fremtidens bæredygtige løsninger bliver skabt via nye samarbejdsformer. Vidensinstitutioner arbejder sammen på tværs, virksomheder gør det samme. Og fra mit eget område vil jeg nævne det frugtbare i, at entreprenører og fx arkitekter sætter sig ved det samme bord. Kommunerne lærer også af hinanden. Man skeler til, hvad nabokommunen foretager sig og lærer af det, siger Martin Manthorpe, direktør i NCC Construction Danmark A/S.

Det aarhusianske klimamål, CO2-neutralt i 2030, minder meget om det mål, Københavns kommune har sat sig: I 2025 skal København være verdens første CO2-neutrale hovedstad.

-Ambitioner af den størrelsesorden kræver nye løsninger. Der er brug for innovationsplatforme, og det kalder på nye måder at samarbejde og drive forretning på, siger Martin Manthorpe.

Tekst: Søren Egert