Nedrivning på første klasse

Logistik og samarbejde går hånd i hånd

På papiret hedder det Byggeafsnit 8. Det ligger i det, der ad åre bliver til Carlsberg Byen.
I alle henseender er projektet stort. Byggeafsnit 8 udgør i sig selv det største afsnit i Carlsberg Byen. Afsnittet kommer til at huse det største uddannelsesbyggeri af sin art i Danmark (10.000 studerende), og det 100 meter høje boligtårn bliver et markant vartegn for et af de mest ambitiøse byudviklingsprojekter i hovedstaden i mange, mange år.

Entreprenørkoncernen NCC står for opførelsen af byggeriet i Byggeafsnit 8

Men for overhovedet at komme i gang med nye fundamenter og udgravninger til bl.a. parkeringskældre skulle et af Danmarkshistoriens største nedbrydningsarbejder gennemføres.

98 pct. genbrugt
Og det satte også rekord. 98 pct. af byggematerialerne fra det, der tidligere var kendt som Ny Tap blev genbrugt. Vi taler bl.a. om beton, træ, mursten, el-kabler og glas.
Murstenene kan således via virksomheden Gamle Mursten i Svendborg se frem til endnu et liv, og den knuste beton fra Ny Tap indgår nu i et motorvejsbyggeri.
I alt er der fjernet 35.000 ton byggematerialer fra Carlsberg Byen,
Byggeafsnit 8.
Tusindvis af lastbiler er kørt ind og ud af området i dagtimerne.

Ønsket om en ekstremt høj genanvendelsesprocent stillede fra dag ét bestemte krav til nedrivningsarbejdet.
-Vi kunne jo ikke bare lægge det hele ned ved hjælp af store jernkugler. Vi var nødt til at adskille materialerne fra hinanden, fx træ fra beton, siger projektleder Niels Nielsen fra Carlsberg Byen. Han tilføjer, at nedrivningsarbejdet er foregået med en nærmest kirurgisk nøjagtighed.

Meget logistik
Nedrivningsvirksomheden Kingo har stået for arbejdet med at pille Ny Tap fra hinanden på en måde, der har sikret den høje genanvendelsesprocent.

-Alt bliver sorteret på selve byggepladsen. Vi sørger for en meget omhyggelig sortering. Bliver materialerne blandet sammen, bliver arbejdet både besværligt og dyrt. Men når først sorteringsarbejdet er udført, handler resten af vores arbejde meget om logistik. Hvor kører vi mest hensigtsmæssigt hen med det enkelte læs byggeaffald, så miljøbelastningen bliver så lille som muligt, siger Jørn Bak, afdelingsleder i Kingo.

-En af udfordringerne var at rense overflader, der var smurt over med blyholdig maling, og da vi fandt ud af, at der også var kviksølv i malingen på betonoverfladerne, gav det os da udfordringer, tilføjer han.

Flere hensyn
-Når et så stort nedrivningsarbejde finder sted inde midt i København, er der en lang række hensyn, du skal tage, først og fremmest til områdets beboere. Men også trafikken i området skal tænkes ind i løsningen. Vi skal jo trods alt transportere det sorterede materiale væk fra byggepladsen. Det hele kræver god planlægning, understreger Jørn Bak.

-Både bygherren og bygherrerådgiveren er i den forbindelse meget vigtige medspillere for os, og det samarbejde, vi fik skabt via byggemøderne, har betydet, at vi kom meget flot igennem hele processen. Planlægning spiller en stor rolle, også fordi der som regel er et vist tidspres, når vi taler nedrivning, siger Jørn Bak.

Samarbejde
-Byerne i Danmark vil vokse de kommende år, og i mange byer er der industri- og kontorejendomme, som nok må vige pladsen til fordel for boligbyggeri. Derfor er det vigtigt, at arbejdet med at bryde gamle bygninger ned sker i et godt samarbejde mellem bygherre, genbrugsindustrien og nedrivningsfirmaer som fx Kingo. Vi kan jo konstatere, at miljøkravene bliver større og større, og for at kunne leve op til dem er det vigtigt at kende betingelserne hele vejen rundt, slutter Jørn Bak.
 

TEKST: SØREN EGERT
FOTO: NCC
Download pdf

Comments are closed.